Her kan man se, hvordan de tidlige Tintin-albums første gang blev præsenteret for læserne i ugetillægget Le Petit Vingtième. For alle Tintin-fans fra 7 til 77 år, selv om originaludgaverne i dag snarere henvender sig til voksne end til børn.
De 9 første Tintin-historier blev oprindelig tegnet i sort-hvid og med færre billeder pr. side end i de senere farvelagte standardudgaver. Cobolt forlaget er i gang med at udgive disse historier i et udstyr, der ligger tæt på de originale fransksprogede albumudgaver, i hardcoverbind og med lærredsryg. Begge albums indeholder 4 farveplancher, som ikke tidligere har været tilgængelige i Danmark.
Mens Faraos cigarer (Originalversionen) tidligere har været udgivet på dansk i en sort-hvid version (omend i en anden oversættelse), er det første gang, "Den blå lotus" udkommer på dansk i originalversionen. Dermed får Tintin-seriens mange fans herhjemme omsider mulighed for at se, hvordan en af de bedste Tintin-historier i sin tid, dvs. i 1934-35, blev præsenteret i Le Petit Vingtième.
De 22 Tintin-albums er udgivet på mange forskellige måder, både i Danmark og i udlandet. Styrken ved de sort-hvide originaludgaver er, at de giver læseren optimal mulighed for at glæde sig over Hergés levende og livfulde streg, inden denne bliver fikseret i den klare linjes mere formaliserede udtryksform.