En god gammeldags eventyrlig fortælling, inspireret af Jules Vernes fantastiske univers, om to gæve børns vilde oplevelser. En tegneserie for børn fra alderen cirka 12 år.
Børnene Noemie og Emilien har tilbragt det meste af deres liv på en internatskole, imens deres forældre har været på det ene fantastiske eventyr efter det andet. Tiden er 1927 i et fantastisk univers, hvor 1. verdenskrig stadigvæk er i gang. De to kæmpende hære bliver hele tiden angrebet af en tredje fraktion, der består af kæmpestore robotter. Da de to børn bliver hentet af deres forældre, går et stort eventyr i gang, og de må opklare mange mysterier på deres vej. Dette første bind i en ny serie fortsætter i næste bind.
Historien er af den gamle skole og fortælles på en lidt gammeldags måde, men det er faktisk nok en del af charmen ved serien. Man har set det før: Børn, der ser ud til at være forladte bliver rodet ind i et stort eventyr, der viser, at de faktisk er noget helt særligt. Albummet er fyldt med mærkelige maskiner og sære opfindelser, og selvom det hele godt kan blive lige lovligt snakkesagligt visse steder, så hjælper de stemningsfuldt farvelagte tegninger med at holde læserens interesse.
Huset med de blå gardiner er ligeledes en børnetegneserie, der foregår i et kendt bogunivers.