At lave tekstsammenligning mellem antik filosofi og moderne åndsvidenskab personificeret ved filosoffen Platon (427-347 f.Kr.) og teosoffen Alice A. Bailey (1880-1949) synes at være et halsbrækkende projekt for et universitetsspeciale i filosofi. For ikke alene er der et tidsspand på 2.400 år at tage hensyn til, men også to meget forskellige måder at tilegne sig viden og erkendelse på. Mens Platon nåede frem til sine synspunkter ved samtale og logisk tænkning, benyttede Bailey sig fortrinsvis af kanaliseret information. Men forfatteren slår ikke større brød op, end han kan bage. Det er ikke hans hensigt at gøre Platon til teosof, men med Staten som hovedkilde påviser han, at Platon på en række områder som sjælslære, reinkarnation, meditation m.fl. gør sig overvejelser, der passer præcist ind i teosofiens idéverden. Ikke så overraskende eftersom teosofien netop er karakteriseret ved at være en ny præsentation af ældgammel viden. Trods bogens akademiske ambition tror jeg, at den vil finde flere læsere blandt nyreligiøse end blandt filosofiinteresserede.