Velskrevet og velargumenterende debatbog, der rammer lukt ned i det i høj grad polariserede "meningshav", og en aktuel hed debat om Muhammed-tegningerne, skingre og skæve toner i udlændinge-debatten, og den nødvendighed af en bedre integration næsten alle straks er enige om, hvorefter enigheden om mål, midler og muligheder ligeså hurtigt hører op. Forfatteren, der er journalist på Politiken, netop med udlændingepolitikken som sit område, ser meget kritisk på den nuværende regerings førte udlændingepolitik, og ser en disharmoni, en falsk melodi som titlen fortæller mellem det, regeringen siger den vil, og den førte poltik med følger. Bogen er dejlig konkret og har mange faktiske eksempler på, hvad man med forfatteren kan se som uretfærdigheder. Menneskelige og tragiske historier om netop følgerne af en ført politik som bogen ser dem. Her er fx den 89-årige pakistinske kvinde, der får afslag på familiesammenføring. Hun har boet i Danmark 2-3 år, hvad bliver skønnet ikke tilknytning nok, selvom hun ikke har nogen nær familie tilbage i Pakistan, og 1 datter, 14 børnebørn og 4 oldebørn i Danmark. Det er blot en af de mange virkelige historier i bogen, som i hvert fald griber mig om hjertet. Aktuel, tankevækkende debatbog, der som enhver god debatbog spiller op til fri debat, der være sig i dur eller mol, skingert eller harmonisk, med hjerte og hjerne.