Den fortabte

Også denne forfatterens anden roman (debut: Når engle hævner, 1995) balancerer mellem realistisk kammerfortælling og eksistentielt skæbnestudie. Der er nu tale om en ganske traditionel og forudsigelig jeg-historie om den vege unge mand Zeb, hvis højt elskede bror Theo har begået selvmord. Han var lige så kontroversiel og rebelsk, som Zeb er traditionel og kedelig, og med et flagrende forældrepar i baggrunden for hvem Theos begravelse er et utidigt afbræk på lystsejladsen i Caribien, styrer Zeb og romanen ikke overraskende mod sindssyge og jeg-opløsning. Trods net sprogbehandling og et grundlæggende interessant motiv iblandet enkelte barokke iagttagelser, formår historien ikke at fænge, bl.a. fordi de få bipersoner og rammerne i øvrigt er skitseret underligt konturløst. I samme genre er der fx meget mere farlighed og kraft i Jens Martin Eriksens Jim og jeg fra 1989. Med Den fortabte er Bo Skovbjerg altså et stykke vej fra den entusiasme og eksperimentlyst, man finder i hans to digtsamlinger her fra 90'erne, der sammen med de nu to romaner udgør hans samlede produktion.

Læs hele vurderingen