Først med Oprør fra midten synes Villy Sørensen at have fået den plads i den offentlige bevidsthed, som man vel egentlig troede var tiltænkt ham i 60erne som en lederskikkelse forvenstrefløjen. Han har selvfølgelig hele tiden spillet en meget væsentlig rolle i kulturdebatten, men fra en stærkt tilbagetrukken position. Hans bog, der består af debatindlæg fra 70erne, kan påmange måder læses som en redegørelse for hans egen udvikling henimod en gylden middelvej, en aktiv stillingtagen i den evige konflikt mellem den enkelte og samfundet, en midtpunktsøgende holdning,hvis filosofiske baggrund er stoikerne og Erasmus af Rotterdam, der styrer uden om ekstremerne. Bogen er delt i 3 dele, hvoraf den første måske kan siges at være en historisk-filosofisk redegørelseog forsvar for den gyldne middelvej, den anden forfatterens private sammenstød med øvrigheden, mens den sidste del består af indlæg om den aktuelle politiske situation. Helt ud i sproget viserholdningen sig, Villy Sørensen eraltid en nydelse at læse, han betjener sig af slebne dobbelttydige sentenser, det stik modsatte af slagord.
