Romanen foregår i et fremmedartet miljø og er spændingsfyldt, og den vil fængsle læsere af begge køn, fra 10 år.
Forfatteren har ikke før udgivet bøger på dansk. Den forældreløse engelske Martine, 11 år, flytter til sin ukendte, følelseskolde mormor, der ejer et dyrereservat i Afrika. En indfødt antyder, at Martine har særlige evner. Martine finder trøst og samhørighed med den sky hvide giraf. Hun kan heale sårede dyr, og redder den hvide giraf fra bortførelse af krybskytter. Mormorens opførsel skyldes en forudsigelse om Martines særlige evner og bestemmelse. Spændingen bygges op bogen igennem med antydninger, ufuldendte forklaringer og mystiske begivenheder, for at kulminere med tilfangetagelse af krybskytterne og en forklaring på, hvorfor Martine ikke kendte til sin mormor. Slutningen lægger op til en fortsættelse. Der er fremdrift i handlingen og teksten er skrevet i et levende, beskrivende sprog, der fint fremmaler natur og dyr, også personerne lever, men de fleste er beskrevet lidt overfladisk. Hvert kapitel indledes med en smuk tuschtegning af reservatets dyr. Flot forside af hvid giraf på dybblå baggrund, bagsideteksten lover spænding.
Bøgerne om Akambo foregår også i Afrika, og et af temaerne er krybskytteri, men hovedpersonen har ikke healende evner. De er lidt lettere at læse.
Det er en velskrevet, spændingsfyldt roman, der holder læseren fanget til sidste side. Man accepterer handlingen, mens bogen læses, først ved eftertanken forekommer noget af den lidt konstrueret.