Her er en meget anvendelig bog om spædbørns udvikling, skrevet af en kendt engelsk børnepsykolog. Bogen beskriver og giver gode råd om normaludvikling og stimulation, fordelt på alderstrin 0-15 mdr. og grupperet i kapitler om bevægelse, koordination, sprog, indlæring og social/følelsesmæssig udvikling. Teksten er overskueligt opdelt i spalter og indskudte blokke i kontrastfarve, og hvert kapitel afsluttes med et skema over færdigheder og stimulering af disse, måned for måned. Der er aldersopdelt indeks og stikordsregister. Bogen vil være et nyttigt redskab for nybagte forældre, og den anlægger en praktisk synsvinkel på emnet, nævner de gængse teorier uden at blive for teoretisk for den, der vil vide hvad der forventes at ske med guldklumpen lige nu og hvordan man bedst støtter udviklingen. Den er selvfølgelig lækkert og multietnisk gennemillustreret, i tidens ånd, med farvefotos af søde og sjove babyer. En rigtig fornuftig forældrehåndbog - eneste anke er faktisk skrifttypen, som ikke egner sig for svagtsynede. Samtidig udkommer Det kvikke barn om småbørn (15 mdr.-3 år). I sin opbygning minder den om D. Einon's At lære (1999), men er en tand bedre og mere i tråd med alm. dansk praksis.