Titlen referer til natten mellem d. 1. og 2. oktober 1943, hvor planen var at deportere de danske jøder til Theresienstadt. Hvordan det lykkedes at advare, skjule og bringe de fleste til Sverige, er bogens egentlige ærinde, fordi det, set udefra, var unikt, at Danmark trodsede besættelsesmagten og betragtede jøderne som danske borgere. Men bogen er mere end det. Det er en beretning om jøderne i Danmark, om den danske politik under besættelsen og om modstandskampen fra den spæde start, til begivenhederne tager fart, efterhånden som besættelsesmagten strammer grebet. Det er en levende skildring, der veksler mellem historisk orientering og personlige erindringer fra de mange samtaler og interviews med navngivne personer, der præsenteres i en slags "Blå bog" til sidst. Strukturen er kronologisk, indholdet velunderbygget og kommenteret. Med blandingen af facts og erindringsstof er bogen både fortælling og fagbog, men i studieøjemed lidt forvirrende at læse. Mange sort/hvide fotos, åben sats, let tilgængelig for de ældste elever, der med datoliste og stikordsregister får et godt hjælperedskab.