Bøger / skønlitteratur til børn / billedbøger

Den legetøjsløse stakkel


Beskrivelse


Billedbog. Drengen har hverken klodser, brandbil eller farvekridt, for hans far drikker alle pengene op. En dag flyver de andre børn med drager, og det giver drengen en usædvanlig ide.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. apr. 2004

af

af

Vibeke Munch Kofoed

d. 15. apr. 2004

Den grumme historie er skrevet til Sallies historier (1992), med forkælet datter/plaget far som bindeled. Her skal den stå alene, og Rasmus Bregnhøi har fået den svære opgave at sætte billeder til den groteske historie, skrevet i Fupz' særlige blanding af alvor og afvæbnende humor. Den stakkels dreng har intet legetøj, for hans far drikker alle pengene op og ligger på sofaen omgivet af tomme flasker. Men drengen tager hævn ved at hæfte sin oppustede, snorksovende far til tørresnoren og sende ham op at flyve sammen med de andre børns drager. Det er på én gang surrealistisk, skævt og ganske barsk kost med et forsømt barn, der tager sagen i egen hånd. Samtidig er der en humoristisk distance som siger, at her er vi ude i fantasiens overdrev. Rasmus Bregnhøi har satset på det dystre og tunge i historien med billeder i grotesk forvrænget stil som understreger drengens trøstesløse liv frem til slutningen, hvor der kommer mere knald på farverne og humøret. Det er markante billeder i fortrinsvis brune nuancer og med den fæle far som karikeret omdrejningspunkt. Det er mest en billedbog for robuste børn med overskud, som her kan lære om andre vilkår i en barsk og alligevel optimistisk og humoristisk historie. Formidling fra ca. 3-7 år.