Film / fiktion / realfilm med animerede sekvenser

Den lette brigades angreb


Beskrivelse


Krigsdrama som beskriver de tragiske begivenheder under Krim-krigen, hvor et britisk kavaleri kastede sig ud i en mission der kun kunne mislykkes, med tab af liv til følge.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. feb. 2012

af

af

Knud-Henrik Bentzen

d. 20. feb. 2012

England og USA var i 60'erne kendt for at skabe en lang række dramaer som tog udgangspunkt i virkelige historiske begivenheder. Den lette brigades angreb fra 1968 er blandt de mindre kendte af slagsen, på trods af at den markedsføres som en "klassiker". Afgjort en film for voksne og gerne det lidt ældre publikum. Intet ekstramateriale. Fra 15 år.

Filmen skildrer begivenhederne under Krimkrigen (1853-56) og i særdeleshed et britisk kavaleri angreb som gik grueligt galt i 1854. Mest på grund af dårlig planlægning og inkompetence. Prominente navne som John Gielgud og Trevor Howard bringer det hele til live under ledelse af instruktør Tony Richardson. Sidstnævnte blev kendt for en stribe storladne kostumedramaer i 60'erne. Genren dikterer gerne film af en hvis længde. Også her hvor man til tider kæmper for at komme igennem den teatralske dialog og de mange hints til 60'ernes engelske politiske miljø vil nok prelle af på de fleste i 2012.

Historien er tidligere set filmatiseret i 1936, men herværende er nok mere sammenlignelig med krigsdramaer som Lawrence of Arabia og A bridge too far. Store slag og store budgetter.

Den lette brigades angreb er ikke helt vellykket. En alt for lang film om en delvis glemt krig og med et langsomt fortælletempo har det svært i konkurrencen i 2012. Mest for historisk interesserede fans af de medvirkende som alle er symboler på klassisk britisk skuespil.