Bøger / faglitteratur til børn

Den lille bog om visuelle tricks


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. apr. 2002

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 11. apr. 2002

"Tro ikke på dig selv. Lad dig ikke narre - hvad du ser er ikke det, du tror". Sidste år kom Den lille bog om illusioner og optiske tricks. Her kommer endnu en bog af slagsen, som man kan tilbringe mange timer sammen med. Bogen er fyldt af synsbedrag, hjernevridende opgaver, trick og visuelle mærkværdigheder! Der er forskellige slags opgaver som f.eks.: skjulte fejl, optiske forvrængninger, fortegnede billeder og bedrag i lange baner. Lyder det forvirrende og underligt, så er det nok ikke helt forkert, men samtidig er det også utroligt fascinerende. Bogen indeholder 167 visuelle tricks. Alle illustrationerne er i s/h. Under hver opgave eller eksperiment er der en kort instruerende tekst, som er let at gå til. Bagerst i bogen er der svar på alle opgaverne. Der findes andre bøger med visuelle tricks, men ingen med så stor en samling som i denne bog. Bogen har et lille handy format, der gør anvendelig til at have med sig rundt, hvor man færdes. En sjov og udfordrende bog for både børn fra 11 år og voksne Test dig selv og dine venner!.


Bibliotekernes vurdering

d. 11. apr. 2002

af

af

Thomas Sloth (skole)

d. 11. apr. 2002

Samspillet mellem øje og hjerne bliver sat på prøve i denne lille fornøjelige bog som byder på et fyrværkeri af optiske bedrag. Bogen vil underholde læsere fra 4. klasse, og stiller krav om koncentration samt evnen til at skifte fokus. Man har samlet 167 små visuelle opgaver i en god blanding: fikserbilleder, tricktegninger, mønstre, forvansket tekst og opgaver af "find fem fejl"-typen. Hvert opslag har 1-2 nummererede opgaver med tilhørende opgavetekst. Bagerst findes løsningerne i form af velbeskrevne svar suppleret med billedsvar hvor der er behov for det. Bogen er i et lille handy format med illustrationer af forskellige tegnere holdt i sort/hvid. I enkelte opgaver skinner bogens amerikanske baggrund igennem - og engelskkundskaber vil komme læseren til gode. Bogen er velegnet til at slå et par timer ihjel - Men kan også anvendes i fx natur/teknik som eksempel på sansernes upålidelighed. Af samme slags har vi Den lille bog om illusioner og optiske tricks (01/45).



Informationer og udgaver