Den engelske historiker Piers Brendons Den mørke dal er en bredt favnende og ambitiøs historiefortæling med fokus på 1930'erne, det ustadige og rodløse årti der tog afsæt i 1929-krakket og Depressionen for siden at munde ud i 2. verdenskrigs rædsler. Scenen er sat i de da toneangivende lande: USA, England, Frankrig, Tyskland, Italien, Rusland og Japan. Panorerende fra sted til sted følges det uafvendelige forløb, hvor økonomisk krise afløstes af arbejdsløshed, social og politisk uro med fascisme og nazisme i front og med efterfølgende oprustning. Hvor demokratier og diktaturer sluttelig konfronteredes efter undervejs at have ageret i en politisk mere og mere betændt og ustabil atmosfære. Brendons ærinde er primært den politiske og økonomiske historie selvom kulturhistoriske temaer også dukker op af og til. Han har endvidere blik for den personlige vinkling midt i beretningen om de politiske malstrømme og ikke mindst for anekdoten eller den lille karakteristik der knytter sig til vedkommende person. En minutiøs og detailrig fremstilling der med tæft og passende emnemæssig varians forsøger at se perioden i en større kontekst, at sætte den ind i et rationale, en forståelsesmæssig ramme. En kvantitativ stor mundfuld der henvender sig til alle med interesse for, hvad der foregik i det meget turbulente årti som 1930'erne med rette også er blevet karakteriseret som.