Relativ smal målgruppe af de rutinerede litterært læsende. Gerne med indsigt i græsk mytologi, og her især Appollonios af Rhodos (3.århundrede fvt.) fortælling om Jason og det gyldne skind.
2. bind af hvad forlaget kalder et værk om "den europæiske bevidstheds historie". I sit billede : prosaisk oratorium fra 2003 er 1. bind og har bibelfortællinger som omdrejningspunkt, mens 2. bind tolker, genfortæller, føjer litterært fiktivt til og fra den græske mytologi, med historien om Jason og det gyldne skind som ramme. Og jeg vil understrege, at romanen, hvis den skal forstås bevidsthedsmæssigt kræver man kender både den græske mytologi og især Jason-historien detaljeret godt. Den mere forudsætningsløse må så "nøjes" med at nyde det litterært flotte, nærmest poetisk malende sprog. Jeg må indrømme, at jeg har det med romanen som en umiddelbart tung digtsamling, indtil jeg mere eller mindre opgiver netop at forstå romanen og stiller mig tilfreds ved at nyde den. Og på den måde fungerer romanen som en svært tilgængelig, men en litterært dejlig dyb udfordring, der bestemt er værd at tage. Prøv at smag på ordene: "Jeg ved hvad jeg gør. Fra mit hjertes dyb vender sandheden gennem øjnene tilbage til møde med verden", eller "Det er min kærligheds sære væsen, og morgenen dens kongerige.".
Reinholdt er en unik forfatter.
Svært tilgængelig roman, der til sidst belønner de nok relativt få som tager udfordringen med en anderledes litterær kunstnerisk oplevelse.