Dokumentarfilm om at blive konfronteret med vores værste frygt; at miste én af dem vi elsker. Almenmenneskelig og rørende dokumentar for et bredt voksent publikum.
Cille Hannibals stedfar, Per, er fotograf, så engang imellem låner hun hans kamera og filmer sin familie. En lørdag nat ringer telefonen. Per er faldet ned af en trappe og er afgået ved døden. Cille griber kameraet og begynder at filme sin mors sorgproces. Først er det mest en undskyldning for at holde sig tæt på moderen, for at se om hun er okay, men senere bliver det et ønske om at dokumentere sorgens faser fra afmagt over vrede til en langsom venden tilbage til livet. Efter begravelsen må der ikke være for stille. Moderen flytter rundt og smider ud. "Hendes ansigt har krøllet sig sammen og er ligesom visnet", men dagene skal fyldes ud og hun genoptager hurtigt gamle rutiner. I takt med, at hun rydder op i deres fælles liv bearbejdes sorgen og historien om Per og Mettes kærlighed rulles ud så vi forstår tabet og savnet.
Anmelderrost dokumentar om en stor personlig livskrise og sorg. Det at Cille Hannibal selv står bag kameraet og indtaler den speak, der ledsager billederne, tilfører filmen en stærk og rørende autenticitet.
Der findes ikke mange dokumentarfilm om at sørge. Denne film minder dog lidt om Kære farVågekonerne og døden, der er en blanding af dokumentar og fiktion. Vågekonerne og døden giver et andet indblik i livets sidste faserDer findes ikke mange dokumentarfilm om at sørge. Denne film minder dog lidt om Kære far, der er en blanding af dokumentar og fiktion. giver et andet indblik i livets sidste faser.