En videnskabelig, men dog relativt let tilgængelig analyse af det omdiskuterede fænomen med den udbredte anvendelse af ekspertkilder i massemedierne - især tv. Forfatteren er medieforsker og har foretaget en både kvantitativ og kvalitativ undersøgelse af omfanget og konsekvenserne af brugen af eksterne personer i den journalistiske formidling over en bestemt periode. Bogens undersøgelsesfelt er at afdække, hvad "ekspertise" bliver brugt til i nyhedsformidling, hvem der fungerer som eksperter - det er overvejende akademikere/teoretikere - ikke praktikere på feltet - og ikke mindst at afdække, hvordan netop eksperters udsagn er med til at påvirke selve nyheden og de "journalistiske" holdninger. Kort sagt, hvor går grænsen mellem journalistisk kritik og ekspertbaseret "objektiv" saglighed - og legitimerer eksperterne i virkeligheden med deres autoritet journalisternes vinklinger ved at skabe tillid til historien. JA's konklusioner går bl.a. på, at de fleste indkaldte eksperter repræsenterer videnstunge professioner, selvom der ikke nødvendigvis altid er tale om universitetsforskere. Desuden gør JA den interessante iagttagelse, at der ved udvælgelsen af eksperter ikke altid skelnes mellem kompetencer og social status - fx optræder journalister nu selv som eksperter i hinandens programmer. Bogen henvender sig især til forskere/studerende inden for de medieorienterede fag.