Bøger / skønlitteratur / roman

Den romerske familie. Bind 6 : Oktoberhesten


Beskrivelse


På felttoget til Ægypten møder Cæsar sin skæbne, Kleopatra. I Rom breder utilfredsheden sig, og de politiske forhold forværres. Efter Cæsars død slår Antonius og Octavian sig sammen i jagten på morderne.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. aug. 2003

af

af

Beth Høst

d. 6. aug. 2003

Vi er nu fremme ved Cæsars møde med Kleopatra og bind 6 i forfatterens monumentale serie om "Den romerske familie". Tidsrummet er oktober 48 f.Kr. til december 42 f.Kr. Vi følger en af historiens allerstørste love-stories: Cæsar og Kleopatra, men også fx Cato's krigstogt til Afrika. McCollough har godt nok skrevet en historisk romanserie af et omfang, så man som læser mister overblikket. Men hun har også på de mange mange sider givet romerne følelser, tanker og profiler. Jeg kan kun imponeres over hendes research, eller talent for at formidle historiske facts på en levende måde. Jeg føler, jeg har truffet Cæsar, en karismatisk hersker på karrierens højeste, hvor det kun kunne gå nedad, og det egenrådige, grimme lille og gnistrende stump pigebarn til Kleopatra. Jeg har oplevet de livsfarlige magtkampe et imperium også dengang igangsatte, og de umenneskelige strabadser under en hærs fremmarch. Fremfor alt har historien fået ansigter. Romanerne er opbygget med historiske punktnedslag, kortskitser, portrætskitser, ordforklaringer samt til sidst forfatterens kommentarer til det aktuelle bind. En letløbende spændingshistorie er denne serie ikke, men den er guf for historieaficionados.