Tiden som en flod, der baner sig vej gennem historien, er det gennemgående billede i denne nye digtsamling af Bo Green Jensen. Digtene har deres baggrund i forfatterens ophold i USA 1988-89,men udover at være rejseindtryk beskriver de også en proces, hvor Jeg'et som en overvældet og opmærksom iagttager ændres ved mødet med det fremmede: »Et år uden skærme og forbehold, / En tid udenkronisk erindring: / En strøm til at løfte mit kolde blå hjerte, / En sol til at brænde i floden igen«. Først og fremmest er digtene dog en rejse gennem tiden, historien og den litterære tradition,hvor referencer til litteratur og musik dukker op overalt, ofte i form af at forfatteren skriver 'oven på' andre litterære tekster. Digtene - der benytter sig af mange forskellige udtryksformer og'stemmer' - indgår alle i den personlige mytologi og forestillingsverden, som er et særkende for BGJ. Det opleves dog samtidig som en kunstnerisk svaghed, at teksterne i deres imponerende'arkitektur' ogtraditonsbevidsthed savner evnen til at koncentrere og skære igennem. Forfatterens oplevelser væves ind i et net af mytologi og litterære referencer, som ofte forhindrer enumiddelbarhed og friskhed i udtrykket. Et sted tales der om at slippe "hukommelsens vægte", men det synes mere at være til stede som ideal end som poetisk praksis.