Storfyrstinde Olga (1882-1960) var datter af Alexander 3. af Rusland og Christian 9.s datter Dagmar og søster til den sidste tsar, Nikolaj 2. Hun var først gift med prins Peter af Oldenburg, senere med oberst Nikolaj Kulikovsky. Familien undslap revolutionen og boede sammen med kejserinde Dagmar på Hvidøre i Klampenborg indtil hendes død i 1928. Fra 1930 på Knudsminde i Ballerup, indtil de i 1948 måtte flytte til Canada på grund af deres holdning til russiske officerer i tysk uniform under besættelsen. Obersten døde i 1958 og Olga i 1960. Bogen fortæller om hendes og familiens omtumlede liv, bl.a. gennem interviews, der viser hende som en almindelig velopdragen dame af det bedre selskab, men politisk naiv og fast forankret i en svunden tid. En god del af bogen beskæftiger sig med konspirationsteorier og mystiske hændelser i forbindelse med Romanov-familiens formue og juveler. Bogen udkom i 1964, på dansk i 1965. Den nye udgivelse er et helt uændret optryk af den tidligere, end ikke slægtstavlernes årstal eller litteraturlisten er ført ajour. Et appendiks om den senere historiske udvikling i Rusland og med Romanov-familien kunne ellers have været nyttigt. Illustreret med s/h fotos. Register.