To sjove, legende pegebøger, som især vil gøre lykke hos børn i 1-2 års alderen. Forsiderne er fulde af spræl, og det er tydeligt illustreret allerede her, at det gælder om at blande de todelte sider og på den måde sammensætte dyr på kryds og tværs. Bøgerne vil hitte hos dagplejemødre, i vuggestuer og i hjemmet.
Emily Bolam har tidligere lavet andre pegebøger som fx sort/hvid-serien Hej med jer!. De to bøger har kraftige papsider, hvilket er en rigtig god idé, da de skal kunne holde til at blive bladret i et utal af gange. I De skøre dyr kan man blande forende og bagende på kæledyr som en kat, fisk, hamster, mus, kanin og hund, så der kommer skøre dyr ud af det. Der er ikke andet tekst end navnet på dyret, og det dyret gør som fx hamsteren, der gnasker. I Den skøre gård kombinerer man bondegårdsdyr som en ko, and, gris, hest, får og høne, og her er teksten også kun dyrets navn og den lyd, de siger som fx koen, der muh'er. Bolams naive stregtegninger er farvelagt i glade farver, og der er stort set kun afbilledet de enkelte dyr på opslagene, så der er fuld fokus på det spændende i at mikse dyrene på forskellige måder.
Bøgerne er i samme kategori som Slegers Sjove fødder, Sjove haler og Sjove ører, der dog har fokus på enkelte kropsdele i stedet for hele kroppen som i disse to bøger. En anden bland-selv-bog er Robinsons skæge Bland-selv-eventyr, som er for større børn.
To bøger med stor underholdningsværdi for de mindste dyreelskere.