Den store gule fod

Dette dramastykkes tema er mobning blandt børn. Straks fra spillets begyndelse fremgår det, at Lene og hendes kammerater i 3. kl. har øvet vold mod en dreng i klassen. Han er kørt bort iblødende og bevidstløs tilstand. Stykkets 10 scener belyser skiftevis klassens reaktioner på ulykken og årsagen hertil, og Lenes mareridtagtige drømme om den gule fad, der i hendes bevidsthedfungerer som strafferedskab og en slags retfærdiggørelse for hende og kammeraterne. Stykket afdækker lag for lag børnenes verden, deres familiesituation, intriger, aggressioner og venskaber ogslutter rimeligt og forløsende med, at Lene afskaffer den gule fod, idet hun vedkender sig sin og kammeraternes skyld. Afslutningssang: Bjarne Jes Hansens »De voksne kan også være bange«. Det er enhelt oplagt og central idé, forfatteren behandler. Replikkerne er gode og mundrette. Det værdifulde i stykket og et vellykket resultat beror på et stort forarbejde og mange diskussioner blandt10-12 års børn og voksne ommobning. Stykkets udstyr er ikke krævende. Forrest er der et instruktivt forord af en lærer og af forfatteren. Spændingsbetonet farveomslag af den gule fod og enblødende dreng. C.S. er en spændende dramatiker og debatskaber. Tidl. udkom skuespillet Marias maske, 1983. For større børn.

Læs hele vurderingen

Et situationsspil, hvor rummet er et klasselokale og figurerne klassen, der er alene i klassens time, fordi læreren måtte på hospitalet med Bo efter at ... ja, det får vi ikke at vide før tilsidst. Parallelt i et scenehjørne ser vi Lenes natlige mareridt og aner, hun er impliceret i ulykken. Men »jeg ville jo bare hjælpe« er hendes gentagende replik. Og hvem der er offer og hvem bøddeli denne mobningssag er lige så indviklet som i hverdagen. Stykket har en god udgang, da klassen enes om at hjælpe Bo, da de oplever sammenhængen mellem hans situation hjemme og hans provokerendeadfærd ude. Denne opbygning, hvor problemet stykket langsad skal fremgå af replikkerne børnene imellem, har virkelighedens indhold, men et abstraktionsniveau, som forekommer mig for højt for 3.-5.klasses børn, hvem stykket henvender sig til. Selv om denne flash-back teknik, som vi kender fra filmsproget, er med til at skabe og fastholde en spænding, er det dristigt at satse på enaldersgruppe, for hvem detkonkrete og kronologiske er naturlige indfaldsvinkler. Det fremgår også af kommentarer fra lærer Lis Bøje, der har arbejdet med det i 3. kl., at det bør rykkes til 4.-5.Men kig på det, eventuelt internt arbejde i klassen.

Læs hele vurderingen