Den unge No Kum Sok bliver uddannet jagerpilot i Kim Ill Sungs totalitære Nordkorea. Selvom No Kum Sok kan partimanifestet udenad, planlægger han en udspekuleret flugt fra landet. Til læsere af beretninger fra totalitære stater.
Da Nordkorea er et mere eller mindre lukket land er det begrænset med beretninger fra folk der har levet i landet. I denne bog af Blaine Harden får vi fortællingen om jagerpiloten No Kum Sok der bliver skolet i Kim Ill Sungs Nordkorea under Koreakrigen. No Kum Sok spiller velmenende med på diktaturets paroler, lige indtil den dag han stjæler et MiG jagerfly og hopper af til vesten. I bogen skifter historien mellem at følge lederen Kim Ill Sung og piloten No Kum Sok.
En fascinerende bog, med beskrivelser af den totalitære stat Nordkorea indefra, og om hvordan en mand tålmodigt og vovet flygter fra diktaturet. Harden formår at finde de interessante vinkler i den biografiske historie og holder de små skæbner som Nos op mod Kim Ill Sungs storpolitik.
Harden har tidligere skrevet den populære Flugten fra Camp 14, og læsere af den bog vil også have stor glæde af denne bog.