Skabelsesberetning, nyskrevet med Den Store Mor sat i spidsen for skabelsen af vand, lys, mørke, himmel, sol, måne og stjerner, mudder, plantevækst, dyr og sidst mennesker er emnet for dette i alle måder store billedepos - stor fortælling, stor kunst, stort bogformat. Sammen med et lille barn oplever vi de smukkeste billeder af skabelsens faser, glæden og bekymringen, udtrykt i det tilbagevendende "Det er godt", undertiden "Nu må I tage jer sammen dernede". Betagende er bogens eneste billede på et dobbelt opslag, hvor dyrene skabes i et lysglimt. Patetisk den store moders savn af nogen, som kan fortælle historier - det kan hverken babyen eller dyrene. Den Store Mor er rund og meget engelsk, babyen elskelig, omgivelserne skildret i lysende scenarier af stor skønhed. Tegneren er kendt fra utallige billedbøger, som voksne læser med lyst og som giver lyst til at formidle til et barn. Tekstforfatteren har skrevet en stribe bøger med kvinder i aktive roller, for eksempel dem om Tante Katrine. Teksten er sat med stor smuk sats modsat billederne, ordene kongeniale. Forsiden viser mor og baby på en sky, omgivet af lys, skuende ned på bogens titel. Man bliver ikke religiøs, men man får hævet blikket og pudset perspektivet. De heldige børn skal være over 5 år.