Hvad adskiller mennesket fra andre dyr? Hvad betyder den genetiske afstand på 1,6% til chimpanserne? Diamond undersøger menneskets karakteristika gennem (evolutions)historien. Eksemplerne henter han i den nyeste forskning inden for først og fremmest (evolutions)biologi; men også fra geografi, historie, psykologi og Diamonds studier af stenaldersamfund på Ny Guinea gennem 25 år. Altsammen letlæst, da eksemplerne relateres til dagligdagens situationer. Ofte humoristisk. Etiske aspekter inddrages. Bogen har fem hovedafsnit med mange temaer. Bl.a. ændringer i livscyklus (seksuel adfærd, alderdom), særligt menneskelige kulturtræk (sprog, kunst, landbrug og stofmisbrug), selvdestruktive træk (stofmisbrug) og destruktive træk over for omgivelserne (folkedrab og miljøødelæggelse). Han vurderer sandsynligheden for tilsvarende liv andre steder i universet. Og meget andet. Diamond afvejer hele bogen igennem for- og bagdele, f.eks. landbrugssamfund overfor jæger-samlersamfund. Bogen slutter med en vurdering af menneskets fremtid. Stilen er som hos Desmond Morris og Konrad Lorenz, og bogen er oplagt til deres læserskare. Forfatteren er forsker ved University of California Medical School, oprindelig fysiolog, senere biolog og zoolog.