Filmen er for alle, som af en eller anden grund har interesse for transplantation, nyresygdomme, kirurgihistorie og lignende emner. Herunder patienter og pårørende til nyresyge. Den kan bruges bredt.
Dvd'en fortæller, hvordan man her i landet startede nyretransplantationer tilbage i 1964. Til en start opridses, hvor man dengang stod i forhold til nyrepatienter. Dialyse havde man mulighed for, men den var smertefuld og langt mere belastende end dialyse er i dag. Transplantationer var noget rent eksperimentelt, og der skulle gøres mange erfaringer. Filmen består af arkivbilleder samt interviews med nulevende involverede fra dengang - det vil sige læger og en patient. Det var et lægeteam i Århus der stod for pionerarbejdet. Der var og er etiske overvejelser, lovgivning, forligelighed mellem donor og modtager, anæstesien mv. Transplantation er i høj grad et teamsamarbejde, og det er en stor fryd at høre, hvor godt teamet fungerede med gensidig faglig og menneskelig respekt og rummelighed. Det er en fascinerende og spændende dokumentar, som man bliver klogere af, samtidig med at man er godt underholdt undervejs.
Intet tilsvarende på film, men som bog findes Danske nyretransplantationer : om pionerer og idealister, 1999.
En fin dokumentarfilm om nyretransplantationens historie her i Danmark med hovedvægten på begyndelsen i 1960'erne. Historien fortælles i et roligt tempo, og det er en fornøjelse at møde de gamle læger med deres faglighed i kombination med deres menneskelighed.