Julemanden skal så grueligt meget igennem, inden han selv kan fejre juleaften. Det begynder ellers godt. Julemanden er klar med alle gaverne og kan derfor nå at tage sig en lur. Han bliver brutalt vækket. Det er juleaften, og han må af sted. Men der er mange forhindringer. Så mange, at det næsten tangerer det absurde. Da han stryger den krøllede røde julemandsdragt, går der ild i hans lange, hvide skæg, og han må slukke det i kaffekanden. Rensdyrene er forkølede, han kører ind i et træ, og til sidst, da han endelig er nået ind til byen, falder han på hovedet i floden, og alle gaverne er væk. En venlig dame, frøken Julie, hjælper julemanden. Han får varmen i hendes hjem, og heldigvis har hun gaver til alle børnene i byen. Sammen når de rundt til alle byens skorstene, og de kan med ro i sindet fejre jul sammen. Anne Wilsdorf har nogle lavet nogle humoristiske illustrationer med mange finurligheder, som børnene vil synes er sjove. Teksten, der er sat med en stor og åben typografi, er nænsomt placeret på illustrationerne. Forsiden viser den uheldige julemand, der bliver hjulpet op af floden af frøken Julie og hendes hund. Forfatter og illustrator er kendt fra flere billedbøger oversat til dansk bl.a. Camilla, uhyret og heksen fra 90. Til højtlæsning fra 4 år.