Den unge finske kvinde Anu var på rejse i Egypten, og i toget mødte hun sin mand egypteren Ismael. Det blev et stormende kærlighedsmøde mellem to forskellige mennesker og kulturer. Der blev lagt op til nye lovende begyndelser, hvor alt syntes let og overvindeligt, men tiden og sygdom forandrede vilkårene og menneskene. Datteren fortæller kærligt og levende om sine forældre, om Nilen og Norden og de mange indbyggede modsætninger. I portrættet kommer der hele tiden nye nuancer på deres forhold, og hvordan det er at være barn af så store kontraster. Det bliver beskrevet humoristisk, undrende og konstaterende og fører til en refleksion af, hvem jeg selv er og hvorfor. De lange sætninger i korte kapitler giver en fin og let rytme, som gør det form- og indholdsmæssigt til en smuk og lyrisk læseoplevelse. Forfatteren f. 1974 er allerede et navn i Finland og modtog i 2002 den store litteraturpris, "Runebergprisen", for denne selvbiografiske debutroman.