Kjeld Ulrich er født i 1942 i Odense, uddannet på Det Fynske Kunstakademi. Fra 1988-2001 bosat i Frankrig, men er nu vendt tilbage til Danmark. Denne præsentation viser eksempler på malerier, litografier og raderinger fra 1970-2005 med hovedvægt på de nyeste arbejder. De viser hans collageagtige teknik, ofte med fotos af kvindetorsoer, tegnede plantemotiver og symbolsk ornamentik bemalet med felter i jordfarver. Ole Lindboe står for teksten, som er et forsøg på at placere Kjeld Ulrich i en kunsthistorisk sammenhæng med især den amerikanske impressionisme, men også med danske kunstnere som Sven Dalsgård og Preben Hornung. Jeg synes, at teksten i udstrakt grad er præget af almindeligheder, som ikke siger meget konkret om maler og billeder. Det overfladiske indtryk forstærkes af mange stavefejl som Søren Kirkegaard, Barnette Newman og Malevitjs.