Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Det grønne øje


Beskrivelse


Ole er en helt almindelig dreng. En dag da han børster tænder, kigger et stort grønt øje på ham. Det blinker til ham. Øjet vokser efterhånden til et uhyre der vil æde ham. Hvordan skal han og hans far få bugt med øjet og uhyret.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. nov. 2000

af

af

Else Lerche

d. 24. nov. 2000

Mads Brenøe skrev i 1997 Englen - og andre noveller. Den udkom som hvid Dingo. Nu har han skrevet en anderledes og gysende letlæsningsbog der nok skal fange og kræve opmærksomhed af begynderlæsere fra 9 år. Handlingen er næsten som en kinesisk æske. Bogen man sidder og læser, er også den bog der er et væsentligt element i den urovækkende handling. Ole ser et uhyggeligt grønt øje i vasken, det blinker til ham. Hans far slår det hen. Men øjet bliver mere og mere påtrængende og fylder Oles bevidsthed, også når det ikke er der. Han forestiller sig at øjet tilhører et uhyre der æder ham. Far forstår så alvoren og ser selv øjet. De opdager at uhyret hører til i en børnebog, nemlig Det grønne øje. Under voldsom kamp får far uhyret ind i bogen igen. De psykologiske undertoner i personernes reaktioner tegnes fint, og uhyggen intensiveres af de ret korte sætninger og det lettilgængelige, dialogfyldte sprog. Sammensatte ord har delestreg. En stor del af gyset skyldes også Dorte Karrebæks ekspressive illustrationer. De understøtter både handlingen og følelserne i den. Jeg vil nødig møde bogens uhyre. Hun har malet illustrationerne i stærke udtryksfulde farver, også forsiden med det grønne øje.


Bibliotekernes vurdering

d. 24. nov. 2000

af

af

Kristian Nielsen (skole)

d. 24. nov. 2000

Ole er en ganske almindelig dreng i en ganske almindelig familie. Men en aften, da han børster tænder, er der pludselig et grønt øje, der stirrer op på ham i vaskens afløb. Han bliver forskrækket og kalder på sin far, der har mange bøger om monstre, men så forsvinder øjet. Nogle dage senere dukker øjet op i køkkenvasken. Så må Ole og far i gang med at undersøge. Ole finder en bog, hvor et monster mangler. Monstret dukker op og begynder at æde af dem begge, men det lykkes dog at få det tilbage i bogen. En fantasifuld historie, som vil gå rent ind hos monsteryndere. Den er skrevet i et let tilgængeligt sprog, sat med klar, læservenlig typografi. Dorte Karrebæks farvetegninger støtter og supplerer teksten fint. Omslagsillustrationen med et stort grønt øje på sort baggrund og med sylespidse tænder med en stor bloddråbe under er et godt blikfang, som kan “sælge” bogen. Bogen er velegnet til oplæsning i indskolingen og kan selvlæses fra ultimo 2./primo 3. kl.