Det orange rum

Digtene har udgangspunkt i barndomsoplevelser og vil kunne indgå i sammenhænge, hvor barndommen er i fokus.

Det er T.M.M.s debutsamling. Den tager afsæt i barndommen hos mormor og morfar. Det er dog ikke gammeldags idyl, der præger digtene. Der er længsel og angst mellem beskrivelserne af livet hos de ældre mennesker. Det er en længsel efter den nærmeste familie, nemlig forældrene, der især råber ud fra digtene: "Fra kataloger/ med knitrende/ skarpe dufte/ satte jeg verden sammen/ stump for stump,/ / samlede en familie/ længe før andre blev spredt,/ / en far/ en mor og/ en midte,/...". Moderen findes nævnt i ét digt: "En mor, et navletræk". Faderen optræder i to digte ved sit fravær, som fx. her: "Her sad engang en far/ der faldt ud af sit eget/ billede,/ /alt andet støj/ har han efterladt/ inde i mig." Det er en støj, som måske ytrer sig som angst: "Nogle gange boede/ angsten inde midt i/ rødgrøden,". Farven orange går igen i mange af digtene, som farven på væggene, som fuglens næb, som blomsterne på mormors kittel. Og rummet? Måske er det store, tomme rum med det knirkende træ et billede på en ensom barndom. Digtene er ultrakorte, minimalistiske.

Tematisk og stemningsmæssigt tænkte jeg gang på gang på Kirsten Hoffmeyers erindringsnoveller, Femte bassin, 2012. Stilistisk ligger digtene nærmere tidens enkle og minimalistiske digte som Hanne Raunows eller nogle af Ingrid Mejer Jensens digte.

Det er en lille digtsamling, der fortæller utrolig meget i sine 20 digte.

Læs hele vurderingen