Især for de læsere, der er fascinerede og også lidt mystificerede af pyramiderne og de mange legender, der findes om dem. Ivrige store børn og unge, der interesserer sig for emnet, kan også læse med i denne fint illustrerede og overskuelige bog.
At de utrolige levn fra oldtidens Ægypten bliver ved at fascinere generation efter generation er Klaus Aarsleffs nye bog om emnet et godt udtryk for. Det er især de mange legender og sagn om pyramiderne, der optager Aarsleff, fx sagnet om kong Cheops' skjulte gravkammer, der skulle indeholde optegnelser om en forsvunden kulturs viden og forunderlige våben, der ikke ruster. Aarsleff fortæller om tidligere ekspeditioner og udgravninger, der alle har ledt efter nye gange og kamre i Cheopspyramiden. Aarsleff præsenterer også andre teorier og forestillinger om sfinxen, der af nogle formodes at være betydeligt ældre end Giza-pyramiderne. Bagerst en litteraturliste, der dog ikke indeholder henvisninger til bøger eller artikler af danske egyptologer.
Det skjulte kammer indgår i en ny serie, som Klaus Aarsleff udsender på sit eget, nye forlag. Bibliotekerne kender bl.a. Aarsleff som flittig forfatter af mange titler i serien Mysteriet om, der var meget populær for nogle år siden, samt forfatter til en række bøger om overnaturlige emner.
En anvendelig og indbydende bog om de forskellige legender om hemmelige gravkamre i Cheopspyramiden, hvis mysterier fortsat appellerer til mange interesserede læsere.