"Velfærdsstaten er under pres fra en ny og international økonomi, der præges af en stærkere og mere brutal form for kapitalisme. Et solidt EU-samarbejde er det bedste bolværk for "den europæiske samfundsmodel". Det afgørende slag står nu som før i de enkelte lande, men den europæiske overbygning bliver stadig vigtigere. Svaret på globaliseringen er ikke dansk men europæisk." Sådan konkluderer Lars Olsen i denne bog om EUs rolle i og betydning for Europa. Modstanden mod EU var i 1972 mest markant hos venstrefløjen, men er på det seneste flyttet over på den yderste højrefløj. Modstanden skyldes, at danskerne har stillet de forkerte spørgsmål til EU, siger forfatteren i starten. Derefter begrunder han i 5 kapitler - om den internationale kapitalisme, om miljøpolitik, om den sociale dimension, om arbejdsløshed og om de europæiske højre- og venstrekræfters kamp om EU hvorfor man skal være tilhænger af EU. Der er ind imellem negative udsagn om EU, men de får ikke lov til at stå alene, de bliver umiddelbart opvejet af positive udsagn. Målgruppen er først og fremmest EU-skeptikere og -modstandere, som måske skal overbevises i forbindelse med det kommende valg til EU-parlamentet.