Som undertitlen "høstlige digte" signalerer, løber der en understrøm af alder, eftertanke og erindring gennem disse nye digte. Mange af teksterne er landskabelige, udspiller sig i sansede rum, hvadenten det er Dragørs lave, gråtonede strandenge, ("dette hverken land eller vand") eller lydene i barndommens baggårdsskakter i det indre København. Hver for sig to tilbagevendende lokaliteter i Jørgen Gustava Brandts forfatterskab og her oplevet i erindringens perspektiv, men også med disse fortættede øjeblikke af varighed og dybde som ophæver afstanden og tidens "ubønhørlige retning/ ligeud og kort". Digtenes billeder er moduleret i et sprog som rummer både det højstemt retoriske og det hverdagsnære. I begge tilfælde med et væld af nuancer for både sansning og følelse, ikke mindst i en suite af erotiske digte, som står i stærk kontrast til "den plaprende stumhed/ som er det moderne mareridt." Velkendte temaer og kommentarer til digte fra tidligere samlinger sender signaler til den medvidende og indforståede læser, men en ny generation af lyriklæsere kan sagtens starte her og få en stor og gedigen oplevelse.