Det var et rigt hus, et lykkeligt hus : erindringer af Roman Romanoff, Prins af Rusland, 1896-1919

Prins Romanoff var zar Nikolaj Is oldebarn, voksede op i et af Ruslands rigeste fyrstehuse tæt på zarfamilien, flygtede under borgerkrigen til Italien og døde i Rom i 1978. Disse erindringer er skrevet i Italien og dækker tiden frem til flugten. Manuskriptet har prinsen søgt afsat en del år, men nu har hans sønner fået en aftale med Gyldendal, så det er en 'verdenspremiere', der her foreligger. Romanoff beskriver meget detaljeret sin opvækst og det sorgløse liv ved hoffet. Han er en udmærket skribent - og hans sprog er meget smukt oversat - der dog af og til forfalder til private ligegyldigheder. Bogen er et tidsbillede med appel til alle læsere af royale biografier. For den historisk og politisk interesserede er der også noget at hente, da bogen jo er et vidnesbyrd fra en side af revolutionen, vi ikke har meget om. Desværre for det aspekt holder prinsen sig konsekvent til de begivenheder, han enten selv har oplevet eller fået formidlet af den nærmeste familie, og i den mestturbulente tid sad familien i husarrest uden kontakt med omverdenen. En stærk antisemitisme falder hist og her i øjnene, men hører med til billedet af de mennesker, der praktisk taget havde det store rige som ejendom.

Læs hele vurderingen

Prins Romanoff var zar Nikolaj Is oldebarn, voksede op i et af Ruslands rigeste fyrstehuse tæt på zarfamilien, flygtede under borgerkrigen til Italien og døde i Rom i 1978. Disse erindringer er skrevet i Italien og dækker tiden frem til flugten. Manuskriptet har prinsen søgt afsat en del år, men nu har hans sønner fået en aftale med Gyldendal, så det er en 'verdenspremiere', der her foreligger. Romanoff beskriver meget detaljeret sin opvækst og det sorgløse liv ved hoffet. Han er en udmærket skribent - og hans sprog er meget smukt oversat - der dog af og til forfalder til private ligegyldigheder. Bogen er et tidsbillede med appel til alle læsere af royale biografier. For den historiske og politiske interesserede er der også noget at hente, da bogen jo er et vidnesbyrd fra en side af revolutionen, vi ikke har meget om. Desværre for det aspekt holder prinsen sig konsekvent til de begivenheder, han enten selv har oplevet eller fået formidlet af den nærmeste familie, og idenmestturbulente tid sad familien i husarrest uden kontakt med omverdenen. En stærk antisemitisme falder hist og her i øjnene, men hører med til billedet af de mennesker, der praktisk taget havde det store rige som ejendom.

Læs hele vurderingen