En mindre kendt film indenfor film noir-genren, der er en overraskende og stærk oplevelse. Fra 15 år.
I flash back ser Al Roberts tilbage. Da kæresten Sue tager til Hollywood i håb om en karriere, forlader han sit job som pianist på en bar i New York og tager på tommelfingeren for at finde hende. I Arizona kører han med den rige Mr. Haskell, der imidlertid dør i bilen. Af frygt for at blive anklaget for mord overtager han Haskells identitet og kører videre i bilen. Men da han tager den unge Vera med, bliver han ufrivilligt forbundet med hende. Hun er nemlig Haskells gamle veninde, og hun har planer om at udnytte den nye situation. Den østrigsk fødte instruktør Edgar G. Ulmer, der debuterede i 1920'erne med "Menschen am Sonntag", var ikke særlig anerkendt i sin samtid, men dyrkes i dag for sine ekspressionistiske b-film og horror-klassikeren "Den sorte kat".
At det er en lavbudget-film spolerer ikke oplevelsen. Tværtimod understreger dens form den fatalistiske fortælling. Al er en typisk film noir-hovedperson, der er fanget af sin skæbne og mødet med en femme fatale. Skønt mindre kendt er det en velfortalt, konstant spændende og fremragende film, der har langt mere end filmhistorisk interesse.
Med sin sorte humor og blanding af kærlighedsfilm og melodrama udgør film noir en undergenre til krimien påvirket af tysk ekspressionisme med Fritz Langs "Kvinden i vinduet" og Carol Reeds Den tredje mand som centrale eksempler.