"Titelnummeret, hvor den rumklangsindhyllede arpeggio-guitar og den blide lapsteelguitar sætter scenen for Mike Højgaards croon, er (...) et lyt værd, selvom det ikke undgår at blive problematisk, at den fragmentariske tekst hverken giver mening eller har betydning. Jeg behøver ikke forstå en tekst, men den skal skabe billeder i mit hoved. Det gør "Diamonds We Trade ikke" - den virker konstrueret. Dermed ender nummeret for ikke at blive specielt betegnende for et ellers ganske udmærket album".