You're nothing
Iceage
Emneord
Minder om
Sonic citadel
Lightning Bolt
Ultraviolence
Lana Del Rey
Beyondless
Iceage
Troubadours, part 4 : Folk and the roots of American music
Truckers, kickers, cowboy angels - volume 6 : the blissed-out birth of country rock 1973
To the outside of everything : a story of UK post punk 1977-1981
Tell me about tomorrow
JXDN
Still in a dream : a story of shoegaze : 1988-1995
Beauty & ruin
Bob Mould
Anmeldelser (7)
Gaffa [online]
d. 15. okt. 2014
af
af
Rune Schlosser
d. 15. okt. 2014
"Grundlæggende pløjer Iceage sig ind på ny jord på [Plowing...], hvor især den nye lydmæssige frontrolle til Rønnenfelt står sig yderst godt. En rivende og ærlig plade med lyden af en gruppe, der kører punktraktoren frem på nye spændende veje".
Gaffa [online]
d. 15. okt. 2014
af
af
Rune Schlosser
d. 15. okt. 2014
"Grundlæggende pløjer iceage sig ind på ny jord på, hvor især den nye lydmæssige frontrolle til Rønnenfelt står sig yderst godt. En rivende og ærlig plade med lyden af en gruppe, der kører punktraktoren frem på nye spændende veje".
Berlingske tidende
d. 5. okt. 2014
af
af
Lars Rix
d. 5. okt. 2014
"Som noget nyt er forsanger Elias Bender Rønnenfelts vokal trukket mere frem i front, og teksterne er samtidig blevet mere sammenhængende, men også lidt mere forudsigelige. De er, som man kunne forvente, stort set alle sammen ret destruktive. Alt i alt er »Plowing Into the Field of Love« det næste naturlige skridt for et band, der kunstnerisk balancerer på en knivsæg og står midt i en skabelsesproces. Iceage kan være på vej mod noget stort, men de kan også falde meget dybt, hvis tingene tipper til den forkerte side".
Politiken
d. 6. okt. 2014
af
af
Pernille Jensen
d. 6. okt. 2014
"Det er ikke kun det overordnet set mere adstadige tempo, der markerer et skift i bandets lyd. 'Plowing...' er også stærkt karakteriseret af en bredere instrumentering, der passer virkelig godt til de nye numre. Som når den triste 'Glassy Eyed, Dormant and Veiled' om fædre og ikke mindst manglen på samme får et ekstra skud melankoli fra en humørsyg trompet. Eller når albummets store, centrale sang 'Forever' pludselig eksploderer i et kulsort festfyrværkeri af mariachi-agtige horn. Undervejs klimpres der også på en melodramatisk, højstemt mandolin, der fungerer overraskende godt til det stadig meget sortrandede univers, hvor kun den Sonic Youth'ede guitar på 'Simony' virker en kende uinspireret. I det hele taget er der utrolig meget at komme efter".
Jyllands-posten
d. 13. okt. 2014
af
af
Peter Schollert
d. 13. okt. 2014
"På det nye opus åbner Elias Bender Rønnenfelt for alvor op for en udadvendthed som vokalist, mens instrumentalisterne omkring ham arbejder med at kreere synergier af støj og stil, melodi og mod. Broen til noget endnu bedre er hermed bygget".
Berlingske tidende
d. 5. okt. 2014
af
af
Lars Rix
d. 5. okt. 2014
"Som noget nyt er forsanger Elias Bender Rønnenfelts vokal trukket mere frem i front, og teksterne er samtidig blevet mere sammenhængende, men også lidt mere forudsigelige. De er, som man kunne forvente, stort set alle sammen ret destruktive. Alt i alt er »Plowing Into the Field of Love« det næste naturlige skridt for et band, der kunstnerisk balancerer på en knivsæg og står midt i en skabelsesproces. Iceage kan være på vej mod noget stort, men de kan også falde meget dybt, hvis tingene tipper til den forkerte side".
Information
d. 6. okt. 2014
af
af
Anna Ullman
d. 6. okt. 2014
"Nick Cave, det store skrummel, huserer eksempelvis tydeligt på åbningsnummerets gammeltestamentlige klavertema. Mens det snarere er en senmoderne og mimetisk højkompetent gruppe som The Libertines, der træder dansen an på den rockabilly -raslende singleforløber »The Lord's Favorite«. De gennemarbejdede og alligevel kreativt sitrende numre falder som perler på en snor. Tag bare den aldeles lysende »How Many«, der efter et kaotisk versestykke samler sig sammen til et popomkvæd sprængfyldt af ungdommelig stræbsomhed ... Mens den episke »Glassy Eyed, Dormant and Veiled« dyrker historiefortælling i sangform. Og på »Abundant Living« optræder Rønnenfelt i bedste Shane MacGowanstil som en rablende, fordrukken mand, der har noget vigtigt at sige ... Det er soleklart, at Iceage er et kompetent band, der spiller grandios rock uden undskyldninger eller forbehold. Men bandet er også et godt eksempel på, at musikindustrien ikke blot lever af at producere musik, men også af atproducerenarrativer: fængslende fortællinger, der vækker genklang og genkendelsesglæde".