d. 18. apr. 2012
af
af
Frans Rasmussen
d. 18. apr. 2012
Filmkunsten startede med cirkus og gøgl, og denne film giver et præcist billede af de tekniske komplikationer og entusiasmen fra skaberne. Fra 15 år.
I doku-dramatisk form fortæller den tyske instruktør Wim Wenders et vigtigt stykke filmhistorie. Max Skladanowsky og brødrene Eugen og Emil eksperimenterer med at skabe levende billeder med deres såkaldte bioscope. De får premiere i 1894 i Berlin for et måbende publikum med bevægelige billeder af en jonglør og en boksende kænguru, men skønt forestillingen imponerer med dens billede-for-billede fremførelse må de erkende, at de er blevet overhalet af de franske Lumiere-brødre. De rekonstruerede scener i sort/hvid fra fortiden suppleres med et rørende, nutidigt interview med det nu 93-årige barnebarn Lucie.
Wim Wenders' film er reflekterende og stemningsfulde. I flere af sine tidligere film har han formidlet tanker om filmen som medie. Hovedværket Undervejs er en metafilm og hyldest til filmkunsten og i Chambre 666 kommer han i interviewets form tæt på en stribe af filmkunstens største. Wenders' værk er alsidigt, men med denne film om, hvordan det hele startede, sætter han filmkunsten ind i en større sammenhæng.
Det er en væsentlig film om filmkunstens opståen og er både instruktiv omkring teknikken og underholdende omkring de tekniske og personlige komplikationer, der opstår. Det er et stykke glemt filmhistorie, fordi Skladanowsky stod i skyggen af Lumiere-brødrene, men skildringen af hans og brødrenes entusiasme er gribende.
