Komedie fra det amerikanske forretningsliv, der trods en crazy historie har et alment menneskeligt budskab. Fra 14 år.
Tim Conrad er en ambitiøs forretningsmand. Hans forfremmelse er betinget af, at han deltager i chefen Fenders underlige passion. Firmaets spidser skal invitere en idiot til et middagsselskab, hvor underholdningen består i at latterliggøre gæsten. Tims projekt er at imponere og vinde den afvisende kæreste Julie, der arrangerer kunstudstillinger med den karismatiske Kieran, men hun accepterer ikke hans metoder. Tim tager Barry med til det sære selskab. Barry har han mødt ved et tilfælde. Han laver udgaver af kendte kunstværker med mus som hovedpersoner, men Tim lærer af Barry og forstår at træffe det rigtige valg. Instruktøren Jay Roach er kendt for komedien Meet the parents og efterfølgere, og som disse balancerer filmen fint mellem crazy komedie og et genkendeligt, meningsfuldt indhold.
Filmen er inspireret af Francis Vebers franske succesfilm "The dinner game" fra 1999. Selv om Roach bevarer den ekstreme historie om det sære middagsselskab lader han Tims historie og udviklingen af venskabet med Barry være omdrejningspunktet i fortællingen.
Det er en underholdende film, som forstår at forene den vildt crazy humor med det meningsfulde. Den handler om Tims kamp for at få kæresten Julie. Han lærer både overfor Barry og Julie, at man når længst med ærlighed. Budskabet er banalt, men ikke mindst gennem fine skuespilpræstationer ender filmen med at blive rørende.