Film / fiktion / musicalfilm

The last five years


Beskrivelse


Musical. Jamie er en ung, talentfuld forfatter, der møder Cathy, en ung, håbefuld skuespillerinde. De forelsker sig, gifter sig og bliver skilt efter 5 års forhold. Cathy og Jamie fortæller historien med krydsende kronologi: Hun fra slutningen til begyndelsen, han fra start til slut.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. juli 2015

af

af

Astrid Tang

d. 22. juli 2015

Fans af musicals får her en bittersød fortælling om et ungt pars forhold fra start til slut.

Jamie Wellerstein er en ung, talentfuld forfatter in spe, der møder Cathy Hiatt, en ung, håbefuld skuespillerinde. De forelsker sig, gifter sig og bliver skilt efter 5 års forhold. Cathy og Jamie fortæller historien med krydsende kronologi: Cathys fortælling begynder da deres forhold er slut og bevæger sig tilbage i tiden til forholdets start, mens Jamies fortælling starter ved begyndelsen og slutter ved deres separation. Sangene fungerer både som dialog og bærer af historien og der er meget lidt tale.

Anna Kendrick i rollen som Cathy og Jeremy Jordan i rollen som Jamie, er begge trænede skuespillere og sangere og deres stemmer harmonerer godt sammen. Musikken bevæger sig indenfor så forskellige genrer som jazz, pop, latin, rock og folk, men indeholder ikke decideret ørehængere, som man nynner når filmen slutter. Filmen vil tiltale dem der holder af musical-genren, men vil næppe vinde nye fans til genren.

Musicalen er skrevet til teater og havde i 2001 premiere på Northlight Theatre i Chicago. Siden har den været opført i flere byer og lande, bl.a. i Danmark på Det Ny Teater i starten af 2015. Filmadaptation følger teater-forlægget. Som i Pigen med paraplyerne synges så godt som alle replikker. Filmen kan tematisk sammenlignes med serien "A to Z", der også følger et ungt pars forhold fra de mødes til de går fra hinanden.