Den karismatiske polske jøde Rose Zimmer, der tror fuldt og fast på kommunismen, hendes datter Miriam og barnebarn Sergius fortæller historien om den yderste venstrefløj i USA. For den gode læser som sætter pris på et raffineret sprog.
Igennem 3 generationers fortælling får vi en fortælling om næsten 100 års amerikansk modkultur og drømmen om muligheden for et kommunistisk Amerika. Rose Zimmer er en jødisk matriark immigreret fra Polen, der i Sunnyside Gardens, New York opdrager datteren Miriam alene. Da Rose går ind i borgerrettighedskampen og får en sort kæreste, bliver hun ekskluderet af det kommunistiske parti. Men som Rose siger "En ægte kommunist ender altid alene". Roses livsvalg sætter sine præg på datteren Miriam, der som en meget selvstændig ung kvinde gifter sig tidligt og får sønnen Sergius. Han bliver som lille forladt af sine forældre, som tilslutter sig sandinistene i Nicaragua, hvor de omkommer. Som voksen forsøger Sergius at finde tilbage til familiens rødder og historie, og i den forbindelse kommer han i kontakt med Occupy-bevægelsen.
Dissidentparken er ikke en bog, som man haster igennem. Sproget holder en fangen, og man tvinges til at sætte tempoet ned. En bog, som belønner den tålmodige.
Bogen er i samme litterære familie som Philip Roths Jeg blev gift med en kommunist, 2011, der også omhandler kommunismen i USA.