Handlingen starter med Fader Jupiters død. Tidligere var han astrofysiker i Nobelklassen, men i de seneste år har han været den karismatiske profet for - og enehersker over - en fanatisk sekt, der har slået sig ned på en bjergvæg nær Pasadena i Californien. Sekten udsteder selv en ugyldig dødsattest, og derfor havner sagen på kriminalkommissær Peter Deckers skrivebord. Skønt Decker og hans hold forsøger at liste på kattepoter, eskalerer situationen lynhurtigt: dels har sektens medlemmer gensidigt hjernevasket hinanden til en hysterisk afstandtagen fra alle "ydre" myndigheder, dels bryder der en altødelæggende intern magtkamp løs mellem Fader Jupiters fire næstkommanderende. I løbet af ganske få dage udvikler situationen i det ellers så velordnede minisamfund sig i retning af en "Jonestown-situation". Det er yderligere katastrofalt, da ca. en tredjedel af de tilstedeværende er børn. For syvende gang optræder Peter Decker, hans afdeling og hans jødiske familie i en kriminalroman her i landet, og det er stadig fremragende - men yderst blodig - underholdning. Oversættelsen er fin og letløbende, blot skæmmer det en roman, hvor ambulancer spiller så stor en rolle, at redderne konsekvent omtales som "paramedicinere".