En llle samling prosadigte beregnet for folkeskolens ældste elever.
De alvorlige digte fortæller i prosadigtform og i et-lige-på-og-hårdt talesprog om afhængighed af stoffer. I lange, opremsende sætninger beskrives stofmisbrugerens problemfyldte hverdag. Fortrinsvis formet som en jeg-persons talestrøm om gruppepres, kriminalitet, afmagt og kampen for det daglige stof. Indholdet er nøgternt og kontant. Der er ikke mange løsninger og håb undervejs.
Af samme forfatter er tidligere udgivet Maria og gadens børn, 2002. De to digtsamlinger ligner hinanden meget både temamæssigt og kompositorisk.
De små, enkle skæbnefortællinger står stærkest. Den direkte og pågående sprogtone vil kunne fange nogle af skolens ældste elever og bruges som debatindlæg, til samtale eller selvlæsning. En sproglig usikkerhed skinner igennem, ligesom der også er en del retskrivningsfejl. Ud over digtene findes et par prosatekster dels om grupperinger af bander og dels med ord til eftertanke med udgangspunkt i Muhammed-tegningerne. Formålet med valget af denne genre set i relation til digtene står ikke helt klart. Bagsideteksten virker som et personligt samfundspolitisk udsagn. Frarådes børn under 13 år, står der.