Bøger / skønlitteratur til børn / noveller

Dollargrinet og andre historier om unge på rejse


Beskrivelse


11 noveller om unge der rejser ud for at lære verden og sig selv at kende.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. okt. 2000

af

af

Britta Liboriussen

d. 9. okt. 2000

Antologi for unge fra ca. 13 år. 11 danske forfattere har skrevet en novelle om unge, der rejser ud for at lære verden og sig selv at kende. Rejsemålene er så forskellige som Cuba, Guatemala og Ranthambore og Paris, Gotland og Budapest med flere. Transportmidlerne spænder fra bus og fly til rickshaw, og så er der parret, der blaffer fra Spanien til Danmark. Rejseoplevelserne er vidt forskellige, men det er helt sikkert, at de får store konsekvenser for de unge. I enkelte tilfælde fatale konsekvenser. Novellerne er velskrevne og giver gode portrætter af unge, der forlader trygheden og computeren derhjemme og begiver sig ud i en verden, der er meget anderledes. Det er ikke altid nemt og sjovt at være på udebane. Man kan savne vennerne og sin Internetopkobling og risikere at blive overfaldet eller opleve jordskælv. Novellesamlinger er ikke det mest efterspurgte af børn og unge, men længere rejser hører sig efterhånden til efter skoletiden, så denne antologi vil appellere til mange af de rejselystne. En velskrevet antologi bygget over et populært emne.


Bibliotekernes vurdering

d. 9. okt. 2000

af

af

Poul Wibbert Esberg (skole)

d. 9. okt. 2000

Elleve noveller af forfatterne Dortea Birkedal, Kåre Bluitgen, Annette Christiansen, Suleima Hind, Nanna Gyldenkærne, Anders Johansen, Hanne Kvist, Martin Petersen, Bent Rasmussen, Anna Ribo Petersen og Jan Sonnergaard er der i antologien med temaet "unge på rejse". Uanset rejsemålene, hvad enten de er Indien, Guatemala, Paris eller bare Gotland, og uanset om indfaldsvinklen er dansk (som i de fleste af novellerne), så handler novellerne i bund og grund om at rejse ud og dermed finde sig selv og sit ståsted i den hjemlige dagligdag. Derfor bliver de eksotiske steder, som generelt beskrives flot og detaljeret, egentlig kulisser for menneskets søgen efter en mening med det hele. Tonen er da også ofte melankolsk, alligevel varm, men iblandet en advarsel mod den store verdens farer, når man bevæger sig uden for den trygge andedam. Uden at være stor litteratur, er unges skisma - og vi andres med for den sags skyld - mellem fandenivoldskhed og søgen efter tryghed fint kommet til udtryk. Novellerne - så forskellige og alligevel ens, som de er - egner sig fint til temalæsning eller fritidslæsning i 8.-10. klasse.



Informationer og udgaver