Playstation 2. Dragon quest-serien startede i 1986 og blev op gennem 1980'erne Nintendo-konsollens populæreste eventyrspil. Seriens første spil fandtes kun på japansk, men med overgangen til PS2 kom også engelsksprogede versioner. Dette er 8. del i serien. Historien, som debutanter i øvrigt sagtens kan følge med i, går som følger: I en middelalderlig eventyrverden finder den ondsindede hofnar Dhoulmagus et kraftfuldt magisk scepter. For at drille rigets konge vækker Dhoulmagus scepterets destruktive kræfter. Han forvandler kongefamilien til dyr og fastfryser tiden i det nu lammede kongerige. Kun én person, helten, undslipper trolddommen og det er nu op til ham at stoppe den drillesyge hofnar. Plot har altid været seriens varemærke, og også denne gang imponeres man over den lange og meget velfortalte historie. Der er ganske vist så meget snak i starten, at man næsten taber pusten, men i de næste mange timer glider historien derudaf i et velafstemt tempo. Hvad der gør dette konsolspil helt specielt, er den store, detaljerede verden, som ligger frit åbent for en. Verdenens størrelse ligger ikke langt fra World of Warcraft og er lige som dette "sømløst". Dvs. at den ikke er delt op i baner, men opleves som én stor sammenhængende verden. Flot og imponerende. Grafikken er designet af Akira Toroyama (Dragon ball), smukt og stilrent cel-shadet manga-look. Lyden består dels af pompøst musik samt masser af engelsksproget stemmeskuespil. Der kræves engelskkundskaber på sjetteklasses niveau for at kunne følge med. PEGI: 12+ samt ikonerne vold og dårligt sprog. Sværhedsgraden passer med de 12 år. Ikonerne er dog ikke relevante. Alt i alt et uhyre omfattende, flot og spændende eventyrspil, som absolut bør findes på bibliotekerne. Sprog: engelsk.