På 5 dobbeltopslag følges historien om Noahs ark i meget grove træk. På hver af de kraftige papsider findes 4 udstansede huller, som læseren ved drejning på 4 hjul skal finde de passende tegninger til. F.eks. : dyr, der kan lide vand, dyr, der er vågne om natten o.s.v. Teksten er kort, 2 linier nederst på hver side, så det meste foregår i billederne. Disse er holdt i en sød, men upersonlig og tuttenuttet stil med en mængde detaljer. Jeg finder billederne for rodede og dyrenes indbyrdes størerrelsesforhold forvirrende for de børn fra 3 år, bogen er beregnet til. Selvom de små læsere nok vil more sig en stund over at deltage aktivt i handlingen, synes jeg ikke, bogen er helt vellykket. Dertil er historien for spinkel og illustrationerne for ligegyldige.