Romanen henvender sig til en snæver kreds af åndeligt/religiøst interesserede lånere.
På bogens bagside formuleres forfatterens sigte: "En bog om, hvordan man bliver pilgrim. Og om europæisk kultur, som den kan erfares på kontinentets veje". Romanen er delt i to dele, hvor den første del skildrer fire unge danskeres pilgrimsvandring til Rom. På turen ned gennem Tyskland fortæller de hinanden det, de ved om historie, kirker og traditioner, og synger sange på latin, mens de vandrer og gør ophold på kroer og på campingpladser. Humøret er så højt, at det næsten ikke er til at tro på, og det fortælles i en noget højstemt tone. Vel nået frem til Rom nærmest åbenbares det for en af de fire, Roland, at han også skal gå tilbage igen, og det drejer bogens anden del sig så om. Her er refleksionerne om livet og det moderne menneskes jag og travlhed i centrum. På en så lang tur er der god tid til sådanne overvejelser, og samtidigt er selve det at gå med til at ændre ens bevidsthed. I følge forlaget er bogen anden del af en serie, hvori der skal indgå i alt tre bøger.
Pilgrimsvandring er de seneste år blevet ganske udbredt, og det afspejles også i en lang række fagbøger om emnet. I litterær form har fx Agneta Sjödin behandlet emnet i En kvindes rejse, der er lettilgængelig og uden lange passager med religions- og kulturhistoriske overvejelser.
Roman til en forholdsvis snæver målgruppe om moderne pilgrimsvandring og den eksistentielle proces, en sådan vandring kan medføre.