Reflekterende konceptroman om en ung danskers ophold i Rusland. Konceptet "refiktion" er bevidst skrevet i et lidt gammeldags sprog og bevæger sig mellem refleksion og fiktion, nærmere beskrevet på forfatterens hjemmeside www.refiktion.dk. Bogen henvender sig til eftertænksomme læsere, der formentlig vil være en del ældre end hovedpersonens 19 år.
19-årige Rolands fiktive optegnelser fra et Ruslandsophold i 1990'erne er en mosaik af indtryk, oplevelser og refleksioner, der stemningsfuldt fortæller om mennesker og miljø i Sankt Petersborg, og gengiver den unge mands meget modne tanker. Sproget er bevidst lidt gammeldags og fravalget af ungdommelig sprogbrug virker næsten påfaldende, hovedpersonens alder taget i betragtning. Dette virkemiddel er angiveligt valgt for bedre at kunne udtrykke indhold frem for form. Forfatteren er cand.mag., foredragsholder og forfatter til flere bøger og artikler. Bogen er første del af en serie, hvori der skal indgå i alt tre bøger.
Bogen kan placeres mellem de lidt smallere, reflekterende romaner og litterære rejseskildringer.
Roman om en ung danskers oplevelser og indtryk fra et år i Rusland i 1990'erne, stemningsfuldt skrevet i et modent og en smule gammeldags sprog. Forfatteren bruger bevidst denne stil i sit koncept "refiktion", der blander refleksion og fiktion. Bogen henvender sig til modne, eftertænksomme læsere med interesse for russiske forhold og litterære rejseoplevelser. Den lyder måske "smallere", end den egentlig er som læseoplevelse.