Spil / computerspil

Duke Nukem forever


Beskrivelse


Shooter. 14 år efter sin forgænger dukker spilikonet Duke Nukem atter engang op og skal redde jordens kvindelige, og usædvanligt letpåklædte, befolkning fra de grumme griselignende rumvæsner. Duke Nukem skyder først og spørger bagefter, i et spil hvor fingeren på aftrækkeren er at foretrække frem for hovedbrud, gåder og mystik.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. juni 2011

af

af

Knud-Henrik Bentzen

d. 28. juni 2011

Playstation 3, Xbox 360. Duke Nukem er et spilikon på lige linje med Super Mario og Lara Croft. Spillet her skulle have været ude i 1998 (!) og efterhånden troede ingen på det ville blive lavet. Men det blev det, og efter utallige skift i udviklere, landede det hos Gearbox. Når Duke er involveret handler det om blod, babes og bandeord. Derfor en klar 15+ (18 fra PEGI).

I ethvert Duke Nukem spil skal man befri verden (og i særdeleshed dens letpåklædte kvindelige halvdel) fra nogle griselignende rumvæsener. Som sagt så gjort og det uden så mange dikkedarer. Det er som altid en voldsomt mandschauvinistisk oplevelse, men skabt med et stort glimt i øjet. Det vinder ingen nye fans men det er vist heller ikke meningen. Duke skal nok klare sig. Spillets største problem er at udviklingen er gået upåagtet hen over det. Teknisk set skulle spillet nok have været lanceret for 5-6 år siden. I lyset af den sindssyge forsinkelse skulle man tro at 14 år kunne bruges på en bedre finpudsning af spillet. Duke Nukem forever er håbløst gammeldags i alle henseender, og det er det ellers hæderlige interaktionsniveau et ringe plaster på.

Bulletstorm er et lignende spil som teknisk er bedre, men selvfølgelig mangler en maskot som Duke.

Spillet er faktisk ret ringe, og havde det ikke været fordi at netop Duke var hovedpersonen ville jeg nok ikke have anbefalet det. Men det er han og så er man jo nødt til det. Verdens mest forsinkede spil bliver bibliotekerne jo nødt til at købe. Om ikke andet så af rent spilhistoriske årsager.


Game reactor

Nr. 119 (2011)

af

af

Rasmus Lund-Hansen

Nr. 119 (2011)