Pegebøger for de helt små børn i alderen 1-3 år. Velegnet i format til små nysgerrige fingre. Dyrene på forsiden findes inde i bøgerne. De farverige forsider er dækkende for indholdet og kræver ikke megen formidling.
I pegebogserien Min nære verden foreligger her to titler om dyr: Vilde dyr og Dyr på bondegården. Siderne er solide i pap, og formatet 13x13 cm. passer fint til små nysgerrige fingre. Hvert af bøgernes i alt 6 opslag er i klare farver med ét dyr på hver side tegnet i en enkelt streg og uden baggrund, detaljer eller tekst. Blandt de vilde dyr finder vi billeder af følgende dyr: skildpadde, bjørn, løve, chimpanse, flamingo, elefant, pingvin, tukan, krokodille, zebra, kamel og slange. Blandt dyrene på bondegården finder vi billeder af: hund, kanin, gris, due, hane, ged, hest, kat, pindsvin, høne, ko og and. Især dyrenes øjne skaber stemning og liv i billederne. Alt i alt et par kulørte bogperler, der nok skal skabe glæde og udlån i børnebiblioteket.
Der findes mange lignende bøger. I samme serie fx titlerne Udenfor med billeder af fx bil, bus og cykel, og Indenfor med billeder af fx mor, far, bamse og sut.
Flotte og farverige pegebøger om dyr. Formatet er tilpasset målgruppen. Et par kulørte bog-perler, der nok skal skabe glæde og udlån.